Skip to content

Varme hveder og Prins Gustav Ensemblet

08/05/2014

Vårens hæk er for længst blevet så grøn, at tiden snart er inde til at skyde sommeren ind.

Det sker i Nyborg ved et traditionsrigt arrangement store bededagsaften den 15. maj 2014, hvor Prins Gustav Ensemblet medvirker, og hvor vaskeægte kanontorden vil buldre hen over voldene. Eventuelle jomfruer, der stadig soler sig omkring kl. 20, tilrådes altså at holde sig for ørene – forhåbentlig dog mere af hensyn til saluteringen end til mandskvartetten.

Aftenen indledes med en fæstningsvandring, og kl. 19 er der gudstjeneste i Nyborg Kirke. Herefter vandrer nyborgensere og andet godtfolk til Dronningens Bastion, hvor borgmesteren taler og Prins Gustav Ensemblet synger for på fællessangene.

Fællessangen fortsætter i riddersalen på Nyborg Slot, hvor der tygges varme hveder, mens Prins Gustav underholder med smægtende sange fra den danske guldalder, lystige Bellman-viser og barbershop med et glimt i øjet.

Der er gratis adgang. Sangen støttes af Nyborg Museumsforening. Og Prins Gustav Ensemblet glæder sig!

Står pyramiderne godt til min hat, skat?

24/02/2014

Vores beskedenhed forbyder os ganske enkelt at betragte kulturarven som et appendiks til vor fremtoning. Sandelig, vi er ingen Agatha Christie-heltinde, der poserer i det ægyptiske ørkensand, idet vi udtaler: “Står pyramiderne godt til min hat, skat?”

Men når det er sagt, kan man jo godt have blik for sammenhænge. Og derfor er det svært ikke at begejstres over, at vi i Prins Gustav Ensemblet skal give koncert i selveste Augustenborg Slotskirke, hvor vores vanlige pingvinuniform givetvis vil stå godt til det fyrstelige, skakternede gulv.

Måske vil vi endda komme til at lægge en stemmegaffel på døbefonten, der er en gave fra en zar. Man har vel navn efter en prins.

Vi gæster Augustenborg torsdag den 27. februar 2014 og synger i slotskirken kl. 19.30. Det bliver en veloplagt koncert, der både byder på kirkelige sange og det bedste fra guldalderen. Og så er der gratis adgang – med eller uden Agatha Christie-hat.

Jul med Prins Gustav Ensemblet

06/12/2013

Det sker gerne ved juletid, at Prins Gustav Ensemblet for en kort bemærkning træder ud af guldalderen. Således også i år.

Fredag den 6. december 2013 synger ensemblet kl. 21 til De Ni Læsninger i Natkirken på Strøget i Helligaandskirken i København – og det meste af aftenen er der andagter, hvor ensemblet også medvirker.

To dage efter, søndag den 8. december 2013, er der så julekoncert med Prins Gustav Ensemblet. Koncerten begynder kl. 14 i Gislinge Kirke ved Holbæk, hvor ensemblet synger en bred vifte af julemusik fra middelalderlig munkesang til nyere juleklassikere.

Efter koncerten i kirken serveres der gløgg og æbleskiver i sognegården, hvor ensemblet giver prøver på sit øvrige repertoire. Og her må man nok forvente, at vi træder et skridt ind i guldalderen igen …

En sang til din hjertensven

12/02/2013

Der er atter amoriner i luften, når Prins Gustav Ensemblet lancerer årets sang til kærlighedens dag, Valentinsdag.

Årets kærlige sang er en umistelig klassiker fra 1959, der er blevet sunget af alt fra Bob Marley over Simon and Garfunkel til Red Hot Chili Peppers. Den har ligefrem været med i Muppet-show. Og nu er det altså Prins Gustav Ensemblets tur til at give sit bud på Teenager in Love.

Send den til din hjertensven torsdag den 14. februar eller en anden dag, hvor du vil sprede kærlighed i verden.

I kærlighedens tegn

12/02/2012

Det har aldrig ligget Prins Gustav Ensemblet fjernt at give verden en kærlig firklang. Utallige gange har vi sunget om den lille gud Amor hans store rige, og vi har henåndet Oehlenschlägers ord om elskovs lyst under aftenstjernen, så i hvert fald vore egne guld(alder)hjerter er smeltet.

Men i år syntes vi alligevel, vi ville gøre lidt ekstra ud af det. Og derfor er vi trådt et skridt tættere på nutiden og har indsunget to af vores yndlingskærlighedssange i anledning af Valentinsdag.

Den første sang er grandprixklassikeren “Danse i måneskin”, der først blev sunget af Trine Dyrholm i 1987, den anden hittet “Love Changes Everything” fra Andrew lloyd Webbers musical “Aspects of Love”. Begge sange er arrangeret af Mikkel Vale.

Vi håber, du vil høre dem, nyde dem og sende dem videre til en, du holder af. I kærlighedens tegn …

Ændrede regler pr. 1. januar 2012 eller godt nytår

04/01/2012

Prins Gustav Ensemblet modtager med jævne mellemrum henvendelser fra behjertede mennesker, der gerne vil fremsætte et godt tilbud til os. Vi har for eksempel fået tilsendt hele to forskellige virkelig gode kuglepenne med firmanavn og postnummer, som vi blev tilbudt at bestille en hel ladning af, og i en nylig telefonopringning foreslog en yngre kvinde, at vi købte et billigt minikrydstogt – endda med udvendige kahytter. Foreløbig har vi dog stået over.

Den nyeste henvendelse til os, som man på grund af datoen vel nok kan rubricere som julepost, er dog af en lidt anden type. Her er det Nyborg Forsyning og Service A/S, der venligt orienterer os om, at mulighederne for at benytte genbrugsstationerne i Nyborg Kommune – hvor en del af ensemblet har sit hjem – ændres med virkning fra årsskiftet.

Ændringerne lader ikke til at være uvæsentlige. Prisen for at aflevere småt brændbart til komprimatorstationen er for eksempel pr. 1. januar 2012 fastsat til 720 kroner pr. ton (ekskl. moms), og eventuelt farligt affald skal vejes og kategoriseres. Til gengæld kan vi frit vælge mellem genbrugsstationerne i Nyborg, Ullerslev og Ørbæk, hvis vi har farligt affald, blot vi ikke kører derhen i weekender og på helligdage.

Vi skal ikke gøre os bedre, end vi er. Det hænder, bevares, at der til en prøve ryger en falsk tone over disken, og det er da også sket, at tekstudtalen ikke har været helt præcis, selv ikke til en koncert. Men ligefrem at kalde den slags for farligt affald, er vi nok for fintfølende til. Og i tonsvis kommer det heldigvis heller ikke anstigende. Vi prøver i hvert fald at minimere det.

Derfor vil vi gerne, sammen med ønsket om et godt nytår til alle, meddele, at vi har undladt at tilmelde os ordningen. Så har vi også sparet et årligt administrationsgebyr på 200 kroner (stadig ekskl. moms), som vi i stedet kan bruge til guldalderpunch.

Julen er korkappernes fest

03/12/2011

Ni ud af ti gange bærer Prins Gustav Ensemblet kjole og hvidt, når vi synger koncert. Det passer ligesom så godt til vores kernerepertoire fra den danske guldalder.

Men det hænder også, at vi trækker i andre klæder. Vi har for eksempel fire charmerende matrosdragter liggende i vore garderobeskabe, og en sjælden gang har vi også optrådt i tweed. Og så hænder det, at vi tager en mørk korkappe på.

Det sidste er sket flere år i træk, når ensemblet har medvirket i De Ni Læsninger i Helligaandskirken på Strøget. De Ni Læsninger er en engelsk juletradition, hvor profetier og tekststeder om Jesu fødsel veksler med musikalske indslag.

Også i år har Prins Gustav Ensemblet fornøjelsen af at være med til det stemningsfulde arrangement, der byder på julemusik fra middelalderen til det 20. århundrede. Mest fra Danmark, men også fra Norge, Sverige og England.

Det sker fredag den 9. december kl. 21 i Helligaandskirken i København. Der er gratis adgang. Og vi kommer i hvert fald ikke til at have sømandstøj på!